LF VIN
LF VIN

Vinterbeskæring på vingården "Sydpynten" i Gedser

Vingården er komplet


I efteråret 2019 satte vi 800 stokke oppe bag ved vores gård. Hhv. 400 Solaris og 400 Muscaris. I foråret 2020 satte vi 56 Souvignir Gris. Endelig i foråret 2021 blev vingården færdigbeplantet med nu ialt godt 2000 stokke. De 500 er rødvinsdruer, Cabernet Cantor, som egner sig fortrinligt til rosévin. I hele sommerperioden skal der afblades og afstilkes, senere høstes og produceres. Har du lyst til at være med i nogen af processerne, så er vi utroligt glade for frivillige hjælpere og vi holder selvfølgelig en høstfest for alle i efteråret. 

Lidt om druerne


Vi koncentrerer os mest om hvidvin. Her kan du se lidt om de druer vi har valgt.


Solaris er latin for noget som vedrører Solen og den bedste hvidvinsdrue til det danske klima.

Solariser en moderne krydsning fremavlet i Freiburg i 1975. Den er velegnet til dyrkning i køligt og fugtigt klima, da den modner meget tidligt og er særdeles modstands-dygtig over for svampesygdomme.

Souvignier Gris er en krydsning af Cabernet Sauvignon og Bronner, en anden ny sort. Begge sorter er frembragt med henblik på stor modstandsdygtighed mod svampesygdomme og regnes derfor

blandt de nye PiWi-sorter (tysk: Pilzwiderstandsfähige).

Druen giver aromatiske vine, der minder meget om Sauvignon Blanc, dog mere neutral. Selvom Souvignier Gris modner sent, står den stærkt imod meldug og botrytis.

Cabernet Cantor

I Danmark produceres der fortrinsvis rosévin på druesorterne Cabernet Cortis og Cabernet Cantor.

Den giver en dejlig frisk og frugtig rosé, som vi glæder os til at præsentere jer for.

Johanitter er en hvid drue som efter sigende er en blanding lavet på bl.a riesling og skulle være udviklet til at klare det nordiske klima. Den er dog sent moden og i dårlige vinår kan man risikere ikke at kunne bruge druerne til vin, da de simpelthen er for sure. Når vejret er med os, kan vi lave en skøn mousserende vin på Johanitter.

Rondo er en nyere rødvinsdrue, der stadig er Danmarks mest plantede druesort.

Rondo blev første gang kommercielt opdyrket i Irland i 1997.

Rondo har god vækst, er sygdomsresistent, modner meget tidligt og yder højt. Frugtkødet i druerne er rødt, hvilket bidrager til meget farverige vine. Den egner sig af disse grunde godt til dyrkning i de nye nordeuropæiske vinlande.

Muscaris er stadig at regne for en prøvesort herhjemme, men det tegner godt.

Det er en krydsning mellem Muscat og Solaris, frembragt i 1987 på Weinbauinstitut i Freiburg. Muscaris har en pæn syre (fra Solaris) og flot citrus og blomster aroma (Muscat). Kan med fordel bruges til både søde og mousserende vine. Muscaris får røde kinder, når den modnes.

Leon Millot  er en af de gamle sorter i Danmark. Den er meget sund. Modner lidt sent, men anses som en af de bedste blå druer i Danmark. Den blev skabt i slutningen af 1800-tallet af franskmanden

E. Kuhlmann i Alsace. Det skete kort efter, at vinrodlusen havde lagt store dele af de europæiske vinarealer øde, og hvor man herefter energisk søgte at fremavle sorter med så stærke indslag af amerikanske vinarter, at de var immune over for rodlusens angreb.